Hvad blev der af Kalleby
Skrevet den 10. juni 2011 af Lars Andreassen
Den voldsomme død lurer for enden af enhver grøn barndomserindring. Hulerne i træet i den lille lund, hvor ingen voksne nogensinde kom, hundestejlerne, som vi fangede i åen, de flitsbuer, vi lavede af piletræerne, og heksen, som de større knægte fortalte os om. Landstrygerne, vi stimlede sammen om, når de kom forbi om sommeren. Isen på kirkedammen, som vi skøjtede på i de kolde vintre. Frygt og spænding side om side med kammeratskab og glæde. Nysgerrighed.
Forleden kom to elever og spurgte om de måtte tage nogle af de gamle brædder nede ved pedelværkstedet og låne noget værktøj. De ville bygge en tømmerflåde. Min første tanke var, at de var for gamle til at lave tømmerflåder. Det skulle de have gjort for længst. I deres alder er det andre erfaringer, der skal gøres. Min næste tanke var den, at andedammen er hegnet ind nu om stunder, man kan jo drukne i den. Skoven er en plantage, træerne står i så lige rækker, at man kan end ikke lege skjul i mellem dem. Glem alt om at gå ud på isen. Legepladserne er åbne, standardiserede, med gennemtestede faldunderlag, så man ikke slår sig, når man falder (så man lærer ikke, at det kan være farligt at klatre til vejrs, og at man derfor skal være koncentreret og forsigtig, når man vil have de dejlige æbler på de yderste grene). Nå ja, og der er bænke overalt, så de voksne kan sidde lige i nærheden. Der er ikke længere noget, der er farligt. Til gengæld har vi ”Jack Ass” på skærmen. Sådan har det ikke altid været.
Det kunne mange gange være gået galt. I stedet lærte mine kammerater og jeg noget om verden. Vi vidste at mosen var farlig, jeg ved ikke, hvor vi vidste det fra, vi vidste også at bonden, som ikke kunne lide børn, gik rundt med sit haglgevær, hvilket de fleste dage afholdt os fra at vandre helt ud over marken til mosen. Vi fandt ud af, at brændenælder brænder, at det hurtigt går over, hvis man lader være at klø igen, men også at man kan suge et velsmagende sukkerstof ud af deres små hvide blomster. Vi brugte naturens materialer som redskaber og lavede våben og statuetter af træ, sten og ler. Byggede skjulesteder og fælder, levede som Robin Hood, talte om godt og dårligt, om retfærdighed og uretfærdighed. Duftede til det friske træ som dukkede op, når barkstrimlerne faldt til jorden i skæret fra den blanke dolk. Vi lærte udholdenhed, vi lærte fuglene og åens småkravl at kende, vi fandt mosegrisenes huller, og forstod at de måtte dø, når vandet steg. Om årsag og effekt. Måske var det kun nogle uger hvert år, vi kunne lege sådan, måske blot få dage, men disse dage fylder godt, varmt og meningsfuldt i erindringen.
Man kunne kalde dem minder fra Kalleby. Albert voksede op i Kalleby, hvor han drømte om at bliver sørøver og gå med dolk. Dog måtte han i første omgang nøjes med at læse om piraterne i skolen, mens han i fritiden fiskede, byggede tøsefælder med sin ven Egon, og lå på lur i de store høstakke på engen. Hvad sker der, hvis man hiver radiser op af skomagerens jord, spørger Albert Egon en dag. Der kommer et hul, svarer Egon. Næh, skomageren kommer rasende ud af huset med hævet stok parat til at banke livet ud af enhver gadedreng. Det ved Albert for han har prøvet det før, men han lærer også, at det ikke sker, hvis Skomageren er ude for at købe planker til et værk, der skal holde dumme drenge ude af haven og væk fra pæretræer og hønsegård.
Albert er en af Ole Lund Kierkegaards drenge, ligesom Lille Virgil er det. Lille Virgil er en af mine yndlingsbøger og har altid været det. Albert kan jeg ikke huske om jeg som barn hørte helt færdig. Den var for vild. Det var for farligt. Jeg havde i hvert fald svært ved at holde hjertet i ro, da Albert forlod sin hjemstavn i en ildelugtende tønde for at drage på eventyr. Alberts møde Rapollo, den største lommetyv, lærte mig, at man ikke skal stole på alle, og at man skal være udstyret med mod og listighed, hvis man skal klare sig alene i verden. Jeg blev hjemme.
Jeg er blevet ældre og tør nu bevæge mig lidt længere hjemmefra. Grundlovsdag kørte jeg til Skanderborg for at høre Ole Birk Olesen, spidskandidat for Liberal Alliance i Østjylland, tale. Jeg tænkte, at netop Skanderborg er den rette by for en tale om frihed. Skanderborg er nemlig byen, Ole Lund Kierkegaard levede og skrev i. Kierkegaards universer er ubundne og farlige – natur og junglelov – men ikke uden omsorg og varme (smeden skal nok sørge for at banke de rigtige bøller på plads). I tid ikke langt fra vore dage, men i mentalitet så langt fra vores af forbudsplagede og gennemregulerede land. Ole Birk Olesen sluttede sin tale med et citat af Aksel Møller fra 1956, han var dengang partileder for de Konservative:
”En for sin dyrevenlighed kendt og beundret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure, end i den verden, hvor de engang havde levet frit. Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat. Der vil heller ikke blive nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”
Reguleringen er vel ment, bevares – vi vil jo hinanden det bedste. Et spørgsmål er, om det bedste kommer af loven, eller om vi er voksne nok til at kunne finde ud af det i frihed. Om vi kan gøre vores erfaringer til tiden, lære af dem, og opretholde et rum af frihed, så dem, vi holder af, kan gøre deres. Et andet spørgsmål er, om vi har tillid til, at det, vi lærer vores børn, kan bringe dem helskindet gennem livet. Og endelig: hvis verden ikke er farlig, hvordan lærer vi så?
Kommentarer: