Mennesket, friheden, ansvaret
Skrevet den 25. juni 2010 af Lars Andreassen
til filosofferne, EUH 2010 *
Valget
At vælge er en umiskendelig menneskelig egenskab. Intet andet dyr er i stand til at træffe valg på samme måde som et menneske. Og måske mere betegnende: intet dyr er tvunget til at træffe valg, sådan som et menneske er. Det kan være tungt at træffe valg, da man aldrig ved om det er det rette, man vælger. Men at træffe de rette valg er på en måde også forbundet med værdighed og myndighed, idet det kan være yderst ydmygende at opdage, at alle de valg, man har truffet gennem livet, var forkerte.
Det er ikke i sig selv uværdigt at træffe et forkert valg. Det er menneskeligt at fejle, så det kan enhver komme til, og enhver må lære at leve med at have begået fejl. Værdigheden er egentlig til stede fra begyndelsen af et menneskeliv. Men under opvæksten skal et menneske lære at begå sig, at handle, at gøre ting, at bruge sin fornuft uden andres ledelse for at det kan blive frit. Hele vores opdragelse går ud på at opfostre selvstændige mennesker, som er i stand til at forvalte deres frihed, træffe de beslutninger, der er de rette for dem uden at lægge hindringer i vejen for andre. Det uværdige kommer med den umyndiggørelse, der følger af ikke at kunne udfylde de potentialer, der ligger i vores naturlige anlæg; det kan skyldes manglende forudsætninger eller det kan skyldes manglende vilje.
Et menneske er et dyr, hvis instinkt det er at tilpasse sig sine omgivelser. Et dyr er per instinkt tilpasset sine omgivelser fra tilblivelsen af.
Frihed og ondskab
Når vi tager udgangspunkt i valget og opfatter det som et afgørende træk ved det menneskelige, da følger umiddelbart en række andre begreber, som vi er nødt til at knytte til det menneskelige. Hvis det at vælge skal give mening, må man nødvendigvis forudsætte frihed. Et valg er ikke et valg, såfremt der ikke findes alternativer til det, man ender med at vælge. Krydser man er andens spor, går man enten forbi vedkommende eller man henvender sig til det. Under normale omstændigheder er man på ingen måde tvunget til hverken det ene eller det andet, og kan gøre som man har lyst.
Frihed er en forudsætning for ondskab. Såfremt man er fri, er man fri til at vælge at gøre noget ondt. Vi kalder det ondt, når et menneske med forsæt skader et andet. Det giver ikke mening at tale om ondskab, hvis man ikke kunne have handlet anderledes, end man gjorde. Derfor taler vi ikke om onde dyr, da vi ikke forventer, at muskelhunden ville have afholdt sig fra at overfalde barnet, og vi forventer ikke, at vi kan belære hunden (og derfor afliver vi den uden at blinke).
Et menneske ved fra sig selv, hvad der skader et andet menneske. Og vi kan forestille os, hvad der sker med et andet menneske, såfremt vi undlader at hjælpe en, der har brug for hjælp. Vi opfatter muligheden af at vores handling (eller laden stå til) er med til enten at hjælpe eller at skade det andet menneske. Vi forstår derfor, at vi bærer et medansvar for det andet menneske. (jf. Brandt).
Det ser oven i købet ud til at dette etiske medansvar ligger så dybt i os, at vi kan skade os selv, såfremt vi tvinges (eller føler os tvunget) til at skade andre. Dokumentaristen Paul Martinsen efterlignede i 1960’erne et amerikansk forsøg, hvor forsøgspersonerne skulle give stød til et andet menneske, hvis dette menneske ikke var i stand til at huske nogle bestemte ord. Forsøget gik ud på at undersøge, i hvor høj grad et menneske ville skade et andet menneske for at adlyde et tredje menneske (med autoritet).
Forsøget viste ganske tydeligt, at flere af de involverede gik længere end de havde lyst til. Også længere end de kunne tåle rent emotionelt. En person rystede og svedte, hver gang hun skulle øge strømstyrken, men gjorde det alligevel. Forsøgslederen sagde efterfølgende, at han kunne kræve noget, der gik imod personens samvittighed. Det var overraskende. Og hvad der måske er mere overraskende, så viste Poul Martinsens forsøg, at det at skade et andet menneske meget vel kan medføre, at man selv tager psykisk skade. Martinsen indrømmede i et interview med Berlingske Tidende i 2007, at hans forsøg havde givet varige mén til nogle af deltagerne. Det er lydighedens dilemma.
Fornuften
Friheden er fundamental for menneskelivet. Et menneskeliv kan ikke udfolde sig i ufrihed. Uden frihed har man ikke brug for sin fornuft; hvad skal man med fornuft, hvis ikke man har mulighed for at benytte den. Og benytter man sig ikke at sin fornuft, da udfolder man ikke det potentiale, man har som menneske. Fratages man muligheden for at benytte fornuften, da fratages man muligheden for at benytte sig af en umiskendelig menneskelig egenskab.
Vores brug af fornuften er forbundet med vores værdighed og myndighed. Er man ikke i stand til at benytte sin fornuft og træffe de rette beslutninger, da kategoriseres man som umyndig, såfremt der er tale om en kognitiv svækkelse. Er der tale om et kortvarigt tab af fornuften, for eksempel på grund af alkohol, hvor man i fuldskab taber kontrollen og dermed sin menneskelige frihed (og måske værdighed), må man håbe på støtte fra sine venner.
Kontrol er knyttet til frihed på den måde, at hvis man ikke har kontrol over sine lemmer, tanker og handlinger, der er man ikke i stand til at ændre den kurs man har. Din brandert levner ingen alternativer, og er derfor uforenelig men frihed.
Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) havde den tanke, at naturen altid havde et formål med sine gaver. Også selvom vi aldrig kan finde ud af, hvad naturen egentlig har ”villet”, da den gav os fornuften – eller evnen til at vælge et frem for noget andet. Vi kan blot konstatere, at vi har fået den evne. Derfor skal vi også benytte os af den, for at opfylde vores menneskelige potentiale; vi mangler altså lidt i at være menneske, hvis ikke vi benytter os af vores fornuft. (Se Kant 1993:52).
Men hvis vi hævder, at et menneske for at være et fuldkomment menneske er i stand til at benytte sig af sin fornuft, bevæger vi os ud i en gråzone, for der findes selvfølgelig mennesker, som af den ene eller anden grund ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Ikke alle er lige kloge, og derfor er vi nødt til at tage vare på hinanden. Det er som art og ikke som enkeltindivider, vi kommer til at udvikle fornuftens fulde potentiale og dermed ”naturens (skjulte) hensigt” med os. Kant skrev det sådan: ”Hos mennesket (som den eneste fornuftige skabning på jorden) skal de naturanlæg, der tager sigte på brugen af dets fornuft, kun udvikles fuldstændigt i arten og ikke i individet.” (Kant 1993:52)
Uden en andens ledelse
Det, at vi har forstand, betyder, at vi kan lede os selv. Vi er det eneste dyr i verden, der kan lave vores egne love. I denne evne ligger vores frihed! Men vores handlinger har konsekvenser, og derfor er det vigtig at man er bevidst om sine valg, når man vælger. En kvinde fik engang hjælp til at blive gravid, men hendes barn blev taget fra hende, fordi hun ikke var i stand til at tage vare på det. Lægen, der gav hende lov, traf en beslutning, der fik varige konsekvenser for både kvinden og hendes barn – og de mennesker, der efterfølgende var nødt til at tage sig af barnet. (se Christensen 2010).
Man kan aldrig være sikker på, at man vælger ret, når man vælger. Frihed er ikke blot forbundet med ondskab, men også med usikkerhed. Søren Kierkegaard kaldte det angst, det vi oplever i forbindelse med at skulle vælge. Men han lærte os, at det ikke nytter at give op og blot hengive sig til sine sansers lyster. Da vil livet blot blive en jagt på den næste perspektivløse fornøjelse. Det ender med at livet rinder ud i det rene ingenting, hvis ikke der er en rød tråd gennem det, ingen selvvalgte interesser, som kan binde livets faser sammen. Det går hen og bliver som en af Kierkegaards figurer skriver: ”Mit liv er aldeles meningsløst. Når jeg betragter dets forskellige epoker, da går det med mit liv som det ord Schnur i leksikonet, der for det første betyder en snor, for det andet en sønnekone. Der manglede blot, at det ord Schnur for det tredje skulle betyde en kamel, for det fjerde en støvekost.” (Thielst 1994:120).
På trods af usikkerheden må vi have modet til at tænke, til at vælge og til at handle. Hvad ellers? Ellers er vi ikke myndige, siger Kant, som skriver således i et meget, meget berømt skrift: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse.” (Kant 1993:71).
Kvinden, der fik fjernet sit barn, blev af en psykolog efterfølgende vurderet til at have intelligens svarende til en sinke. Hun besad altså ikke evnen til at benytte sin forstand uden andres vejledning. Lægen, som hjalp hende med at blive gravid, manglede til gengæld det mod, der skulle til for at fortælle kvinden, at hun ikke kunne få sit ønske opfyldt.
Myndigheden og ansvaret
Forstand eller ikke forstand, man kan aldrig være sikker på at gøre det rigtige. Derfor er det vigtigt, at man ved, hvorfor man gør, som man gør, og er parat til at stå til ansvar; at være ydmyg og klar til at gøre det anderledes næste gang, såfremt man fejler, men også klar til at være stolt og glad, hvis det viste sig at være rigtigt og godt, det man gjorde.
Filosofien kan også hjælpe os med at håndtere usikkerheden. Kant viser vejen. Hver gang vi gør noget, skal vi spørge os selv, om vi også kunne ville, at alle andre mennesker gjorde det samme i en lignende situation. Kant kalder det ”det kategoriske imperativ.” (se Kant 1996). Man ligger i sin seng om morgenen, og der er dejlig varmt under dynen, og man har ikke lyst til at stå op. Man tænker, jeg bliver her under dynen, det kan ikke skade nogen, at jeg her gør som, jeg lyster. Så er det man spørger: kan jeg ville at alle i hele verden bliver liggende i sengen om morgenen, blot fordi de har lyst? Så kommer svaret sikkert helt af sig selv. Og så er det, man må finde styrken til at komme ud af fjerene.
Står man ved siden af sengen og ser på et menneske, der sover sit liv væk, så kan man spørge, om man kan ville at alle blot ser til, mens andre sover deres liv væk? Man kan spørge, om dette menneske ikke har de forudsætninger, der skal til for at stå op. Om det mangler de evner, der skal til for at udfolde sit potentiale som menneske. Svarer man, at dette menneske ikke har forudsætningerne, så har man på en måde umyndiggjort det. Det er en slags mistillidserklæring, og måske fratager man oven i købet dette sovende menneske dets frihed.
Det er her, man måske kan tale om at fejle et liv. Forudsat at fornuften er i behold, og at man har det potentiale, der skal til for at forvalte sit liv i frihed, da kan man vælge at blive liggende, og man kan vælge at stå op. Spørgsmålet er så, om vi skal tage vores forestilling om frihed så alvorligt, at vi vælger at lade mennesket sove sit liv væk, eller om vi på den anden side skal fratage det myndigheden – altså den myndighed, der er knyttet til det at leve sit liv frit og efter sin egen lovgivning (jeg giver mig selv lov til at blive liggende, kontra jeg lover mig selv at stå op). Kan jeg ville, at alle tager min menneskelighed, min myndighed, min frihed, hvis jeg vælger ikke at gøre brug af min fornuft? Kan jeg vælge ikke at bruge min forstand?
Umyndiggørelse
Jeg mener, at man kan konkludere af disse tanker, at det er umyndigt – uværdigt – at blive sat i en situation, hvor man ikke kan træffe sine egne valg – eller ikke får lov at træffe sine egne valg, såfremt man har evnerne. Vi har jo konkluderet, at det at kunne træffe valg, er en umiskendelig menneskelig egenskab, som intet andet dyr, er i besiddelse af.
Et valg skal kunne mærkes, såfremt der skal være tale om valg som en meningsfuld handling. Man skal kunne opnå noget godt ved sit valg. Man skal også kunne lære af sine valg: træffe et forkert, tage ved lære og gøre det om. Det må indebære, at det faktisk er umyndigt, hvis man skærmer mennesker mod de negative konsekvenser af deres valg.
Et samfund med et sikkerhedsnet spændt ud for alle og fintmasket nok til at fange alle, er derfor et umenneskeligt samfund. Det lyder hårdt, men et sådant samfund, er et samfund, der fortæller sine borgere, 1) at de ikke kan selv, 2) at de ikke er født frie, og 3) at de ikke er fornuftsvæsner. Vi kan ikke ville, at handlinger ingen konsekvenser har.
Selvfølgelig skal børn og mennesker uden de fornødne forudsætninger skærmes for konsekvenserne af deres handlinger (og i visse tilfælde skal vi andre skærmes for deres handlinger), men konsekvenserne skal ikke og må ikke skjules. At skærme et voksent menneske fra sine handlingers konsekvenser er som at sige, at han ikke kan selv. Det er at behandle mennesker som et barn eller en umyndig. Det kan vi ikke ville. Det tror jeg i det mindste ikke, at vi kan.
Hav mod. Forbliv fri.
* Fordi I var så inspirerende. Amanda Sjolte Hansen, Cecilie Alring, Christian Rosenkilde, Harald Andersen, Ida Christina Krogh Jensen, Mette Dahl Kastrupsen, Morten Christian Heuser, Nanna Mulvad Johansen, Rasmus N. Brejnrod, Troels Hansen, Tuperna Kruse, Bardur Næs.
Litteratur
Brandt, Per Aage ”Ondskab og Frihed. Kort efterskrift.” I Frihedens Filosofi, af Luigi Pareyson. Forlaget Basilisk.
Böss, Michael 2010.”Mennesket på CD-rom” i Berlingske Tidende 6/5 http://www.berlingske.dk/kronikker/mennesket-paa-cd-rom
Christensen, Ole. 2010 ”Jeg savner ham sådan.” I Århus Stiftstidende 12/4.
Kant, Immanuel 1993 (2. oplag. 1996) Oplysning, historie, fremskridt. Historiefilosofiske skrifter. Udgivet af Morten Haugaard Jeppesen. Forlaget Slagmark.
Kant, Immanuel 1996 (orig. 1785) Grundlæggelse af moralens metafysik. Hans Reitzels Forlag. DK
Lammers, Anders og Niels Nørgaard. 2010. ”Friheden til at dø med rygerlunger.” I Politiken 8/5-2010.
Lindberg, Kristian 2007. ”Virkelighedens Dilemma” i Berlingske Tidende, 28/2 http://www.berlingske.dk/kultur/virkelighedens-dilemma
Thielst, Peter 1994 (4. opl. 1995) Livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Historien om Søren Kierkegaard. Gyldendal. DK
Kommentarer: