DF & Islamisterne – om at være irrationel
Skrevet den 3. december 2009 af Lars Andreassen
Undrede mig over, at Søren Espersen, som i Politiken søndag (30/11) undrede sig over, at forbryderen i Forbrydelsen II viste sig at være en soldat, når nu, påstod Espersen, at islamister står bag 99,9 % af den terror, der begås i virkeligheden. Det er voldsomme tal, de kan nok vække frygt. De er bare ikke rigtige.
Ifølge det amerikanske National Counterterrorism Center stod sunniislamister bag 8.284 terrordrab ud af i alt 15.765 sidste år. 4.351 mistede livet som følge af terrorangreb fra anarkister, kristne fundamentalister og andre særlinge. Yderligere 3.721 blev dræbt som følge af terror, men disse gerningsmænds politisk-religiøse overbevisning har ikke kunnet fastslås.
Sidste år blev der ifølge Europol begået 1 terrorangreb i EU af islamister. 397 terroraktioner blev til gengæld begået af baskiske, korsikanske og nordirske separatistbevægelser; det vil sige af folk med hang til nationalisme.
Der er andre grunde til at undre sig over, at Forbrydelsen IIs forbryder ikke var af islamisk overbevisning. Det kan DR-drama ikke, heller ikke såfremt de havde lyst. Og det kunne de heller ikke i Forbrydelsen I, hvor Farshad Kolgi, som ofrets gymnasielærer med anden etnisk herkomst agerede mistænkt i et par afsnit. Uden tvivl ville det blive opfattet som stigmatiserende af en hel kulturel eller religiøs gruppe, havde man ladet forbryderne være islamistiske terrorister. Nogle ville blive stødt på deres religiøse manchetter, andre ville være stødt på vegne af manchetterne og ikke dem selv.
Hverken Forbrydelsen I eller II kunne – om de så havde villet – haft forbrydere af muslimsk observans. Årsagen er selvcensur. Vi kan ganske enkelt ikke håndtere religionskritik her til lands. Og det er et problem. Religion forholder sig kun delvist til konkrete observerbare fænomener, og derfor kan man ikke – og det per natur – argumentere for religiøse emner, således som man kan med andre, herunder f.eks. politiske. I religioner er der nogle ting, der er som de, fordi – og så er den ikke længere.
Derfor gør det ondt i følelserne, når nogen betvivler at det virkelig er, sådan som man tror, det er. En anden religiøs holder jo på at det er som det er, bare af nogle andre grunde. Men grunde som heller ikke kan påvises eller diskuteres. Og den religiøse kan ikke forsvare sig mod folk af ikke-religiøs observans, som ikke mener, man kan bede folk handle på bestemte måder af grunde, man ikke vil diskutere. Henviser man til religion kan man i princippet mene hvad som helst uden at skulle stå til regnskab for det. Man kan nemlig føle sig krænket af regnskabet, når det kommer.
Problemet er ikke følelserne. Problemet er, at man gør en bestemt slags følelser til noget ganske særligt, nemlig de religiøse følelser. Men følelser er noget menneskeligt konstituerende, og derfor er det dybt problematisk, når religiøse mennesker søger særbehandling. Vi mennesker kan ikke opleve noget, uden også at føle noget. Ophidsede politiske diskussioner er ikke et ukendt fænomen. Jeg bliver forfærdet, når nogen påstår, at muslimer står bag 99,9% af al terror. Men jeg bliver virkelig vred, når jeg erfarer, at det ikke er rigtigt!
Desuden bliver jeg fornærmet (jeg er temmelig nærtagen) på min arts vegne, når man henviser ukritisk til en følelse og afstår fra rationel argumentation og dialog. Filosoffen Immanuel Kant var af den overbevisning, at naturen aldrig har frembragt noget uden et formål. Og nu da naturen havde udstyret os mennesker med fornuft og forstand, mente han bestemt, at vi skulle bruge den.
Når Dansk Folkeparti fører kampagne mod moskeer ved at udstyre dem med krumsabler – og dermed fortæller vores forsvarsløse synssans at moskeer og vold er forbundne – taler de uden om fornuften og direkte til følelserne. Til frygten. Og når folk er bange, kan man få dem til hvad som helst. Dansk Folkeparti dyrker irrationaliteten i deres kampagne mod moskeer. Det er middelalderligt. Som Rune Lykkeberg har påpeget, spiller Pia Kjærsgaard den krænkedes rolle på en super subtil måde. Når nogen irettesætter hende med fakta, spiller hun fornærmet og kalder irettesætteren for elitær smagsdommer (eller rød lejesvend). Som om eliten ikke er en del af den danske befolkning. Ingen argumenter bider her. Søren Espersen burde også – som udenrigsordfører og stedfortræder til forsvarsudvalget – have bedre styr på tallene, inden han går til angreb.
Kritisk tænkning, går ud på at tjekke de oplysninger og oplevelser, der vækker følelser – en følelse kan ikke retfærdiggøre sig selv. Der er intet hold DFs kampagne. Af de 15.765 terrordræbte omkom de 15.083 i lande langt fra EU og den vestlige hemisfære. Der er ikke noget, der tyder på, at moskeer i Europa skaber ekstremisme. Tværtimod er kampagner som Dansk Folkepartis med til at øge konfrontationen. Generaliserende propaganda som Dansk Folkeparti er oven i købet med til at besværliggøre fair og præcis kritik af religiøse galninge og tossede forestillinger. Det er den laveste form for propaganda, der findes. Og meget lig den islamister benytter, når de prædiker had mod de vantro. Hinsides enhver fornuft.
Hvis man vil være et demokratisk forbillede skal man holde sig til observationer, tørre fortolkninger af disse og kedelige argumentationsrækker. Bevares, man må da gerne det andet, men i politiske sammenhænge fører det ikke til det bedre. Aaargh.
Orienterings indslag om, at der ikke er sammenhæng mellem moskeer i Europa og ekstremisme: http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2009/12/01/181312.htm
Europols terrorrapport http://www.europol.europa.eu/publications/EU_Terrorism_Situation_and_Trend_Report_TE-SAT/TESAT2009.pdf
Rapporten fra National Counterterroism Center http://wits.nctc.gov/ReportPDF.do?f=crt2008nctcannexfinal.pdf
På denne blog kan man se DFs plakat med moskeen og krumsablerne, og moskeen som den tager sig ud på en smuk sommerdag: http://blog.vittrup-graversen.dk/
Kommentarer: