At gide eller ikke gide – det er spørgsmålet
Skrevet den 20. juni 2010 af Asser Amdisen
Dengang jeg var barn skete det en sjælden gang imellem, at jeg nægtede at gøre, hvad jeg fik besked på. Jeg markerede klart og tydeligt over for mine forældre, at det, som jeg blev bedt om, gad jeg simpelthen ikke. Sådan som jeg husker det i dag havde det ikke den store effekt. Uanset hvor meget jeg understregede mit synspunkt skete det meget sjældent, at det faktisk fik mine forældre til at ændre holdning. Det lå ligesom i luften, at uanset om det var urimelig lektielæsning, en utålelig opvask eller en tåbelig opvågnen, der var på programmet, så var holdningen ”det gider jeg ikke”, ikke en acceptabel eller brugbar vej.
Når jeg i dag som tilsyneladende voksen møder yngre mennesker fornemmer jeg, at noget har forandret sig. Jeg har oplevet, at en elev rejste sig midt i en time og lagde an til at forlade lokalet. Da jeg spurgte, hvad der var i vejen, fik jeg at vide, at hun var træt og ikke rigtig gad undervisning. Ved andre tilfælde er en manglende opdukken til en morgensamling blevet forklaret med ”jeg var træt og gad ikke rigtigt stå op”.
Jeg kan ligeså godt være ærlig og indrømme, at dengang jeg gik i skole var der også dage, som jeg valgte at springe over, men jeg gjorde mig da i det mindste den ulejlighed at finde på en undskyldning fx en pludselig mavepine eller lignende. Det er skam ikke nødvendigt i dag – nu er det nok at konstatere – ”det gider jeg ikke”. På den baggrund er det selvfølgelig nemt nok, at påtage sig rollen som Jeronimus og konstatere, at alting var bedre i gamle dage og det er da forfærdeligt med ungdommen nu til dags. Det føler jeg ikke noget særligt behov for, men mødet med disse unge skaber lidt konstruktiv undren, som jeg vil causere lidt over i det følgende.
For det første tror jeg, at man skal gøre sig klart, at børn og unge ikke er dummere nu til dags end de altid har været. Jeg tror heller ikke, at det skyldes, at de ser for meget fjernsyn eller at videospillene er for blodige eller at der er for mange kemikalier i spildevandet. Jeg tror, at problemet findes der, hvor næsten alle børn og unges problemer findes; nemlig hos deres forældre – hos os.
Professor i psykologi på Aalborg Universitet Svend Brinckmann har inden for de senere år skrevet en del om børneopdragelse. Han har mange gode pointer, men her vil jeg tage kort fat i en af hans sidehistorier. Ud over at være psykolog er han nemlig også far. Ved et foredrag for landets højskoleforstandere gjorde han i april et stort nummer ud af et slagsmål han havde haft med sine børns institution vedrørende ”spisesituationen”. Pædagogerne i institutionen havde den holdning, at børn skulle spise, når de er sultne. Denne umiddelbart logiske holdning var dog psykologiprofessoren meget imod. Han argumenterede for, at det at kunne udskyde sine egne fysiske behov var en væsentlig kompetence for ethvert menneske og det, at skulle vente 30 minutter på at få et æble ikke nødvendigvis er traumatiserende, men kan medføre, at barnet lærer at sætte sine egne ønsker og krav i perspektiv til andres/fællesskabets ønsker og krav. Og det er måske ikke så galt.
Nu har jeg faktisk ikke noget specielt blodigt forhold til om børn skal spise i spisefrikvarteret eller når de er sultne, men jeg tror alligevel, at den gode professor har fat i noget. Måske er vi kommet til et punkt, hvor børn og voksne har lidt svært ved at skelne mellem, hvad der er rart og hvad der er nødvendigt. Fx kan jeg mærke på mig selv, at jeg da egentligt synes, at det er lidt synd for børnene, når de skal cykle i skole i regnvejr eller når de skal i seng, når der er noget i fjernsynet, som de gerne vil se.
Jeg synes også det er ret synd for mig, at jeg er nødt til at vaske tøj, støvsuge og især kan jeg blive yderst ynkelig ved tanken om, at jeg skal slå græs. Allerværst er dog, at jeg er nødt til at stå op om morgenen, hvilket jeg dybest set ser som en ret voldsom krænkelse af min menneskerettigheder, som NATO, FN eller nogen andre burde gøre noget ved. Alligevel står jeg op; alligevel slår jeg græs; alligevel støvsuger jeg (en gang imellem). Det basale spørgsmål må derefter være, hvad er det helt præcis der gør, at nogen mennesker kan tage sig sammen og andre ikke kan.
Den nu noget umoderne østrigske psykolog lavede i sine teorier en ret simpel model. Den gik ud på, at efterhånden som vi blev voksne internaliserede (integrerede) vi vores forældres værdisæt og verdensbillede, så den angst for fars vrede, der karakteriserede barndommen erstattedes af en mere diffus, men lige så effektiv angst i voksenlivet. I hans begreber internaliserede vi faderrollen og etablerede dermed et overjeg, der kunne holde vores egoistiske tilbøjeligheder i ave.
Det er nok lidt dristigt at argumentere for, at vi skal gøre vores børn mere angste. Man kunne måske også med mere moderne ord sige, at hvis ikke vore børn har et sæt værdier at spejle sig i, hvordan skal de så udvikle egne værdier og normsæt, som de kan bruge til at evaluere deres egen opførsel ud fra.
Nu er det jo ikke så simpelt, at hvis vi bare sender vores børn ud og cykle i regnvejr, så får de disciplin og selvtillid til at rejse sig fra skopudser til millionær, men måske kan vi gennem en tydeligere formidling af værdier være med til at give unge mennesker en baggrund for at skabe egne værdier og normer. Jeg tror, at vi som voksne har en forpligtigelse til at mene noget om, hvad man bør gøre. Man bør ikke blive i sengen, når det er skoledag. Man bør ikke give sine børn fri uden for skoleferierne. Man bør lave sine lektier. Alle disse ting og mange andre ting er med til at sætte rammer for et liv i fællesskab. Fællesskabet i skolen eller i samfundet fordrer, at vi er i stand til at sætte os selv i anden række, når vi vil være sammen med andre. Det er ikke naturligt for de fleste mennesker – det er noget man skal øve. Derfor bør vi som forældre ikke acceptere ugideligheden som argument. Når man ikke gider noget, skal det argumenteres og holder argumentet ikke må man sætte sig igennem.
Det tror jeg langt de fleste forældre faktisk prøver på. De ugidelige unge, som jeg nævnte ovenfor, er jo ikke typiske. Langt de fleste børn får jo værdier med hjemmefra, men kunne vi ikke blive bedre? Sommetider føles det som en kollektiv glidebane, som vi er på, hvor det er sværere og sværere at sætte sig igennem, men det tror jeg, at vi er nødt til – før eller siden.
Hvad så med begejstringen kan man indvende. Er det ikke begejstringen, der kan drive en ud af ugideligheden og ud i livet. Det tror jeg såmænd også det er, men for det første udelukker de to ting ikke hinanden og for det andet er det en anden historie, som må fortælles en anden gang.
Kommentarer: