Hvad er selvvalgt uddannelse?
Erhvervsaktive, der har været ansat i minimum 9 måneder i en virksomhed, kan - hvis de er tilknyttet en overenskomst med ret til 2 ugers selvvalgt uddannelse - søge om at få dækket udgifter til at uddanne sig i arbejdstiden.
Arbejdsmarkedets parter har som en del af overenskomstresultatet i 2007 oprettet en række kompetencefonde, som virksomheder indbetaler penge til. Pengene bruges til at dække udgifter i forbindelse med medarbejderes uddannelse. Medarbejderne har ret til selv at vælge den uddannelse, der vil gavne dem. Derfor hedder det selvvalgt uddannelse.
Der er flere forskellige kompetencefonde fordelt efter branche, og nogle virksomheder har deres helt egen fond. Den enkelte medarbejder skal i udgangspunktet selv finde det kursus han / hun vil på, men den enkelte virksomhed kan også vælge at arrangere et kursus i samarbejde med medarbejderne og en ekstern udbyder (fx en højskole).
Forudsætningen for at få tilskud er, at kursusforløbet skal være relevant for det enkelte overenskomstområde.
Kompetencefondens midler kan, såfremt medarbejderens ønske imødekommes, dække:
- Minimum 85 pct. af lønnen under selvvalgt uddannelse
- Udgifter til kursusgebyr
- Kursusmaterialer
- Transport
- Ophold ved internatkurser