Højskolen på Kalø

”På Kalø lærte jeg, at jeg kan elske verden”.
Sagt af en ung franskmand efter et kursus på højskolen. Han udtrykte dermed, hvad skolen handler om: at samle hele den brogede verden i møde med uendelig rækkevidde.
Gennem alle årene på Kalø har det været højskolens mål at være et mødested for – især – unge mennesker fra hele verden. Når man bor sammen, lærer man hinanden at kende, og når man bor sammen med mennesker fra hele verden, lærer man selv en større verden at kende. På hvert enkelt kursus på Kalø gennem de sidste 30-40 år har der været elever fra mere end tyve forskellige nationer. Hvert kursus på Kalø er en hel lille verden, et lille fremtidsværksted og en øvelse i det nødvendige samarbejde mellem jordens mennesker..
Det vigtigste er at kunne tale sammen. Derfor spiller sprog en vigtig rolle blandt skolens linjer og fag. Sprog åbner døre og gør på samme tid verden større og mere tilgængelig. Hvad enten du vil lære et verdenssprog eller et af de mindre – som dansk – så finder du den største erfaring og de bedste rammer på Kalø. Forbered dig på at rejse ud i verden – eller måske på en videre uddannelse.
En højskole midt i verden
Højskolen ligger i Nationalpark Mols Bjerge på et af de smukkeste steder i Danmark – inderst i Århusbugten ved Kalø Vig og blot en halv times kørsel fra Århus. Skolen består af en blanding af gamle bygninger og nyere huse samlet omkring haver og hyggelige gårdrum.
Skolens køkken er hædret med det økologiske sølvmærke og serverer selvsagt god og varieret mad, som vi spiser sammen med eleverne fra Kalø Økologisk Landbrugsskole, som vi deler bygninger med.
Højskolen på Kalø er som alle højskoler en eksamensfri skole. På Kalø kommer man for at styrke sin personlige udvikling. På Kalø kommer man for at have det sjovt sammen med andre. For legen, dansen og musikken. For de fælles oplevelser i den fri luft og under åben himmel. På Kalø lærer man de andre at kende. På Kalø bliver man klogere på livet, på verden og sig selv. På Kalø er verden bare en lille smule større.
Kurser