http://www.ffd.dk da-DK (c) 2010 Asser Amdisen Sun, 05 Sep 2010 07:28:47 GMT Sun, 05 Sep 2010 07:28:47 GMT Raccoom rss generator, website http://raccoom.sytes.net, email chrisdarebell@msn.com 120 5. september er siden sidste år en officiel flagdag. Vi skal flage for de danske soldater i udlandet og for den danske aktivistiske udenrigspolitik. Det er der overhovedet ingen grund til – i stedet opfordres alle til at sætte flaget på halv for at mindes al den lidelse, smerte og død, som krige påfører verden. Da jeg var barn var krig noget, der enten var altødelæggende eller noget, der ramte andre. Jeg husker de sort/hvide billeder af revolutionen i Iran og af alvorlige mænd, der mødtes for at tale mellemdistanceraketter, men set fra en af elevpladserne på Sundhøjskolen på Tåsinge, var det egentligt ikke noget, der kom os ved. Krigen i Iran var langt væk og atomkrigen var en altid nærværende trussel, men fordi den var pakket ind i storpolitikken var den uden for vores indflydelse. Vi frygtede udslettelsen fra oven, men på samme måde, som enhver mand frygter blodproppen. Vi tager de elementære forholdsregler, men i det store hele rammer det når det rammer. Vi kan hverken gøre fra eller til. Krig i Danmark var noget fra fortiden. For min generation som er født omkring 1970 er 2. verdenskrig længe siden. Min morfar var frihedskæmper, hvilket satte præg på min barndom, men alle der er yngre end det har ikke mødt nogen, der husker Danmark i krig. For de elever jeg underviser til dagligt på højskolen er der ikke den store forskel på 2. verdenskrig og de puniske krige. Vi har glemt krigen. Vi har glemt, hvad krigen egentligt er. Ellers ville vi aldrig nogensinde kunne finde på noget så himmelråbende tåbeligt, som at fejre krigen. Da man sidste år havde den første officielle flagdag på 5. september var der en lang forudgående diskussion om, hvilken dag man skulle bruge til at fejre de væbnede styrker, men der var faktisk ikke den store debat om, hvorvidt det overhovedet var en god ide. Lad os bare slå det fast med det samme. Jeg er en venstredrejet pacifist, som derfor er modstander af samtlige krige Danmark har været med til siden 1998, hvor danske fly første gang siden 1940 gik i krig uden FN-mandat, men det er ikke mit ærinde her. Uanset om man mener at krigen er nødvendig eller ej, om den kan retfærdiggøres eller ej, så er det perverst at fejre den eller de mennesker der udfører den. For at bruge lånte ord, så kan man finde eksempler (her fra bogen Øjenvidner til historien) på hvad krig egentligt er: ”Hvordan kan man dog berette om dette slag, når ens øjne er stift rettet mod den skikkelse, der er det eneste, der fylder ens sind – liget af ens førstefødte, knust af en granat et sted, hvortil han aldrig skulle være sendt.” Samuel Wilkeson ved liget af hans søn ved Gettysburg 3. juli 1863 ”Fra alle sider ude i mørket lød stønne og halvkvalte smertensskrig. Det var de sårede. Svage smertenshulk og fortvivlede skrig. Det var kun alt for tydeligt i hele sin gru, at snesevis af alvorligt sårede havde søgt dækning nede i granathullerne. Nu var vandet ved at stige rundt om dem, og da de var alt for afkræftede til at kravle op, var de ved at lide den langsomme druknedød.” Edwin Vaughan ved Langemark 27. august 1917. ”Alle var blevet skudt på klos hold gennem højre eller venstre kind, så kuglen var trængt ind i hjernen og havde revet en ordentlig luns kød af ud lige under øret. Nogle havde dybrøde snitsår på venstre side af halsen. En af dem var blevet kastreret. De havde vidtåbne øje, og fluerne var først nu begyndt at flokkes om dem. Den yngste var omkring tolv-tretten år gammel.” Robert Fisk i flygningelejren Chatila 1982. Dette er ikke engang hele virkeligheden. Der har aldrig eksisteret en krig uden strømme af voldtægter. Der har aldrig eksisteret en krig uden enker og faderløse børn. Der har aldrig eksisteret en krig uden smadrede huse, ødelagt infrastruktur, og tusinder og atter tusinder af mennesker med dybe ar på sjælen. Jeg er klar over, at når man taler om krigens rædsler, som de er fremkommet igennem tiden, så er der altid nogen der indvender, at det var før. Nu er vi mere civiliserede og kan føre krigen på en mere ordentlig – nærmest klinisk måde. Det er simpelthen ikke sandt. Krige er ophør af civilisation. Når vi opdrager vores børn lærer vi dem, at de ikke må slå – og især ikke ihjel. Vi lærer dem, at andres menneskers ejendom må de ikke stjæle eller ødelægge. Vi lærer dem, at andre mennesker er hellige. Man må ikke krænke deres rettigheder som individer, hvilket betyder, at de skal behandles med respekt. Dette indebærer også, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen seksualitet og voldtægt er derfor en af de værste forbrydelser man kan begå. Når vi sender unge mennesker i krig ophæver vi tabuerne. Nu må de pludselig godt slå ihjel. Det er i orden, at de trænger ind på andre menneskers ejendom. Det er som det skal være, når de tvinger andre til at gøre ting de ikke vil. Det er konsekvenserne af magtudøvelse. Det er ganske simpelt hyklerisk, når vi bagefter kritiserer soldaterne for ikke at have overholdt krigens love. For et par år siden var der en kæmpe debat om at danske soldater brugte mindreårige prostituerede. Hvor grænseoverskridende virker den handling i forhold til at slå et menneske ihjel? Det er helt afgørende, at vi som arbejdsgivere for soldaterne forstår, at den virkelighed, vi sender dem ind i ikke er velordnet og regelbundet. Den er voldsom, ubehagelig og grusom. Som historiker er det et deprimerende faktum, at Gud altid holder med den vindende part. Dermed mener jeg, at ved udbruddet af enhver krig påstår parterne altid, at deres sag er retfærdig og deres modstander er det grusomste i verden. Hvad der udgør grusomhed skifter altid lidt. I 1700-tallet var modstanderne altid ugudelige, i 1800-tallet havde de en forkert nationalfølelse, i begyndelsen af 1900-tallet var de undermennesker, i slutningen af 1900-tallet gennemførte de etniske udrensninger, hvilket nu er gået af mode blandt verdens slyngler, der nu har kastet sig over støtte til terrorister. Altid interessant hvad det næste er. Sandt er det i hvert fald, at det første offer i enhver krig er sandheden, hvilket er fuldt lige så gyldigt i et vestligt demokrati som i et fascistisk diktatur. I den sidste ende bliver diskussionen for eller imod krigen først og fremmest et spørgsmål om, hvorvidt man den konkrete sag synes, at skurkene er slemme nok til at skulle bekæmpes med alle – også uciviliserede midler. Jeg kan sagtens acceptere, at man mener, at Taleban eller Saddam Hussein er skurke i den klasse, men det er stadigt foragteligt og ansvarsforflygtende at fortrænge krigens rædsler for at gøre det nemmere at føre krigen. Du – kære læser – er, hvis du er over 18 år og har stemmeret, medansvarlig for krigens gru. Vi danskere har gennem af vores deltagelse i samfundets institutioner accepteret, at den danske regering har kastet landet ud i krigen. Det er dit ansvar – ikke naboens, men dit. Synes du, at drab, vold og voldtægt er i orden for at opnå vores mål, så kan du sove roligt om natten. Det er almindeligt at sige, at ansvaret ligger hos nogen andre. Regeringen og folketinget har et ansvar, men vi har valgt dem og accepteret dem, så vi deler ansvaret med dem. Den enkelte soldat har også et ansvar for at rette sit våben mod levende mennesker, men da vi har sendt ham ud, må vi dele ansvaret med ham. Alle burde vi gå ud og kigge os i spejlet og sige ”Jeg ved hvor hæslig og grusom krigen er, men jeg tager ansvar for den.” Det ansvar må vi bære som indbyggere i et demokratisk samfund. Det er den pris vi betaler for at være borgere med indflydelse. På trods af at krigen muligvis kan retfærdiggøres, synes jeg, at en fejring af den er perverst. Det er perverst, at fejre drab uanset på hvem. Det er perverst, at fejre voldtægt også selvom den kun er en bieffekt af vores egentlige formål, det er perverst at fejre, at hjem brændes ned og familier splittes. Det er også perverst at fejre, at naive unge mænd kommer hjem med ar på sjælen, fordi de har været ude i verden og derud har gjort ting, som deres mor havde forbudt dem. Krig er en skændsel og fejringen af den er ulækker. Derfor synes jeg, at det er passende på den officielle flagdag at flage på halv for at mindes ofrene for den krig, som vi har påført verden. Både vores egne døde, fjendens døde og de utallige mennesker, som var hverken eller, men alligevel døde. Selvom jeg ikke synes det, er det muligt at krigen er nødvendig, men den er aldrig en fest. http://www.ffd.dk/weblogs/det-er-jo-bare-min-mening!/2010/9/5/krig-er-ikke-noget-man-fejrer Asser Amdisen krig flag soldag Sun, 05 Sep 2010 07:28:46 GMT http://www.ffd.dk/33739 Dengang jeg var barn skete det en sjælden gang imellem, at jeg nægtede at gøre, hvad jeg fik besked på. Jeg markerede klart og tydeligt over for mine forældre, at det, som jeg blev bedt om, gad jeg simpelthen ikke. Sådan som jeg husker det i dag havde det ikke den store effekt. Uanset hvor meget jeg understregede mit synspunkt skete det meget sjældent, at det faktisk fik mine forældre til at ændre holdning. Det lå ligesom i luften, at uanset om det var urimelig lektielæsning, en utålelig opvask eller en tåbelig opvågnen, der var på programmet, så var holdningen ”det gider jeg ikke”, ikke en acceptabel eller brugbar vej. Når jeg i dag som tilsyneladende voksen møder yngre mennesker fornemmer jeg, at noget har forandret sig. Jeg har oplevet, at en elev rejste sig midt i en time og lagde an til at forlade lokalet. Da jeg spurgte, hvad der var i vejen, fik jeg at vide, at hun var træt og ikke rigtig gad undervisning. Ved andre tilfælde er en manglende opdukken til en morgensamling blevet forklaret med ”jeg var træt og gad ikke rigtigt stå op”. Jeg kan ligeså godt være ærlig og indrømme, at dengang jeg gik i skole var der også dage, som jeg valgte at springe over, men jeg gjorde mig da i det mindste den ulejlighed at finde på en undskyldning fx en pludselig mavepine eller lignende. Det er skam ikke nødvendigt i dag – nu er det nok at konstatere – ”det gider jeg ikke”. På den baggrund er det selvfølgelig nemt nok, at påtage sig rollen som Jeronimus og konstatere, at alting var bedre i gamle dage og det er da forfærdeligt med ungdommen nu til dags. Det føler jeg ikke noget særligt behov for, men mødet med disse unge skaber lidt konstruktiv undren, som jeg vil causere lidt over i det følgende. For det første tror jeg, at man skal gøre sig klart, at børn og unge ikke er dummere nu til dags end de altid har været. Jeg tror heller ikke, at det skyldes, at de ser for meget fjernsyn eller at videospillene er for blodige eller at der er for mange kemikalier i spildevandet. Jeg tror, at problemet findes der, hvor næsten alle børn og unges problemer findes; nemlig hos deres forældre – hos os. Professor i psykologi på Aalborg Universitet Svend Brinckmann har inden for de senere år skrevet en del om børneopdragelse. Han har mange gode pointer, men her vil jeg tage kort fat i en af hans sidehistorier. Ud over at være psykolog er han nemlig også far. Ved et foredrag for landets højskoleforstandere gjorde han i april et stort nummer ud af et slagsmål han havde haft med sine børns institution vedrørende ”spisesituationen”. Pædagogerne i institutionen havde den holdning, at børn skulle spise, når de er sultne. Denne umiddelbart logiske holdning var dog psykologiprofessoren meget imod. Han argumenterede for, at det at kunne udskyde sine egne fysiske behov var en væsentlig kompetence for ethvert menneske og det, at skulle vente 30 minutter på at få et æble ikke nødvendigvis er traumatiserende, men kan medføre, at barnet lærer at sætte sine egne ønsker og krav i perspektiv til andres/fællesskabets ønsker og krav. Og det er måske ikke så galt. Nu har jeg faktisk ikke noget specielt blodigt forhold til om børn skal spise i spisefrikvarteret eller når de er sultne, men jeg tror alligevel, at den gode professor har fat i noget. Måske er vi kommet til et punkt, hvor børn og voksne har lidt svært ved at skelne mellem, hvad der er rart og hvad der er nødvendigt. Fx kan jeg mærke på mig selv, at jeg da egentligt synes, at det er lidt synd for børnene, når de skal cykle i skole i regnvejr eller når de skal i seng, når der er noget i fjernsynet, som de gerne vil se. Jeg synes også det er ret synd for mig, at jeg er nødt til at vaske tøj, støvsuge og især kan jeg blive yderst ynkelig ved tanken om, at jeg skal slå græs. Allerværst er dog, at jeg er nødt til at stå op om morgenen, hvilket jeg dybest set ser som en ret voldsom krænkelse af min menneskerettigheder, som NATO, FN eller nogen andre burde gøre noget ved. Alligevel står jeg op; alligevel slår jeg græs; alligevel støvsuger jeg (en gang imellem). Det basale spørgsmål må derefter være, hvad er det helt præcis der gør, at nogen mennesker kan tage sig sammen og andre ikke kan. Den nu noget umoderne østrigske psykolog lavede i sine teorier en ret simpel model. Den gik ud på, at efterhånden som vi blev voksne internaliserede (integrerede) vi vores forældres værdisæt og verdensbillede, så den angst for fars vrede, der karakteriserede barndommen erstattedes af en mere diffus, men lige så effektiv angst i voksenlivet. I hans begreber internaliserede vi faderrollen og etablerede dermed et overjeg, der kunne holde vores egoistiske tilbøjeligheder i ave. Det er nok lidt dristigt at argumentere for, at vi skal gøre vores børn mere angste. Man kunne måske også med mere moderne ord sige, at hvis ikke vore børn har et sæt værdier at spejle sig i, hvordan skal de så udvikle egne værdier og normsæt, som de kan bruge til at evaluere deres egen opførsel ud fra. Nu er det jo ikke så simpelt, at hvis vi bare sender vores børn ud og cykle i regnvejr, så får de disciplin og selvtillid til at rejse sig fra skopudser til millionær, men måske kan vi gennem en tydeligere formidling af værdier være med til at give unge mennesker en baggrund for at skabe egne værdier og normer. Jeg tror, at vi som voksne har en forpligtigelse til at mene noget om, hvad man bør gøre. Man bør ikke blive i sengen, når det er skoledag. Man bør ikke give sine børn fri uden for skoleferierne. Man bør lave sine lektier. Alle disse ting og mange andre ting er med til at sætte rammer for et liv i fællesskab. Fællesskabet i skolen eller i samfundet fordrer, at vi er i stand til at sætte os selv i anden række, når vi vil være sammen med andre. Det er ikke naturligt for de fleste mennesker – det er noget man skal øve. Derfor bør vi som forældre ikke acceptere ugideligheden som argument. Når man ikke gider noget, skal det argumenteres og holder argumentet ikke må man sætte sig igennem. Det tror jeg langt de fleste forældre faktisk prøver på. De ugidelige unge, som jeg nævnte ovenfor, er jo ikke typiske. Langt de fleste børn får jo værdier med hjemmefra, men kunne vi ikke blive bedre? Sommetider føles det som en kollektiv glidebane, som vi er på, hvor det er sværere og sværere at sætte sig igennem, men det tror jeg, at vi er nødt til – før eller siden. Hvad så med begejstringen kan man indvende. Er det ikke begejstringen, der kan drive en ud af ugideligheden og ud i livet. Det tror jeg såmænd også det er, men for det første udelukker de to ting ikke hinanden og for det andet er det en anden historie, som må fortælles en anden gang. http://www.ffd.dk/weblogs/det-er-jo-bare-min-mening!/2010/6/20/at-gide-eller-ikke-gide-–-det-er-spoergsmaalet Asser Amdisen opdragelse, uddannelse, krav Sun, 20 Jun 2010 20:11:36 GMT http://www.ffd.dk/33282 I dagens aviser er journalister og politikere helt oppe i det røde felt for at forsvare ytringsfriheden. Årsagen er, at halvdelen af kunstnere, museumsledere og andet godtfolk i en undersøgelse lavet af ugebrevet A4 har udtalt, at de udøver selvcensur og føler at ytringsfriheden er truet. Nu kender jeg ikke ordlyden af de spørgsmål Ugebladet A4 har stillet, men jeg vil ærligt talt tvivle på om de har fået hele omfanget af problemet afdækket. Som gammel museumsleder ved jeg, at hvert år i september bliver samtlige danske museumsledere langt mere regeringsvenlige end de plejer at være. Årsagen er simpel. Omkring første oktober skal man aflevere sin ansøgning til den pulje i kulturministeriet, der kan give penge til større undersøgelser og de rigtig store udstillinger. Derfor retter man ind. Man finder på undersøgelsesområder, der støtter op bag kulturministeriets satsninger, som fx det berømmede Industrikulturens år, som var Brian Mikkelsens (vellykkede) forsøg på at få samtlige museer til at propagandere for den holdning, at socialdemokratiet er forældet. Derfor kan det virkelig undre, at den form for selvcensur som samtlige offentlige ledere kender til, men som man næppe vil stå frem med offentligt ikke er blevet nævnt i forbindelse med undersøgelsen. Selvfølgelig er der sikkert nogen, der har fundet fløjlshandskerne frem for ikke at krænke en minoritet, men hvad er egentligt værst. At man som flertal og holdningsdanner passer på ikke at krænke et mindretal eller at man som majoritet og statsmagt forsøger at begrænse systemkritikere? Den nuværende regering begyndte i 2001 et voldsomt angreb på holdningsdannere, der var kritiske over for regeringen og staten. I dag gennemsyrer det kulturen både inden for kulturverdenen, hvor man styrer gennem puljer og inden for højskoleverdenen, hvor man styrer gennem tilskudslovgivningen. Inden for hele statsapparatet har man flyttet flere og flere penge fra driftsbevillinger til puljebevillinger. Denne udvikling viser, at opfordringen til selvcensur ikke er en tilfældig konsekvens af forvaltningsændringer, men en bevidst strategi. Denne form for holdningsstyring og opfordring til selvcensur var langt mere interessant end frygten for somaliere med økser. Selvfølgelig kan Carina Christensen og kulturministeriet nu tage endnu en tur i tegningskarrusellen, men det var måske lidt mere relevant at kigge på træstammen i ministeriet og statens eget øje!!! http://www.ffd.dk/weblogs/det-er-jo-bare-min-mening!/2010/1/11/sikke-noget-vroevl-–-og-det-toer-jeg-godt-sige!!! Asser Amdisen selvcensur, islam, demokrati Mon, 11 Jan 2010 16:44:38 GMT http://www.ffd.dk/31362 Danmarks mest handlekraftige parti, som ikke er bange for at skyde et håndfast forslag op midt i agurketiden – har nu foreslået, at der skal indføres et forbud mod burka’er og lignende beklædningsgenstande. På nærmest radikal vis kan de godt nok ikke selv stemme for forslaget, men det blev offentliggjort meget håndfast og aggressivt. Mindre handlekraftige liberalsocialistiske kræfter har naturligvis forsøgt at skyde forslaget ned, men herfra synes jeg, at det bør overvejes grundigt. Der er store perspektiver i at forbyde klædedragt, som på den ene eller anden måde er et resultat af gruppepres – som overlærerinde Espersen begrundede forslaget. Faktisk er der en række andre fine eksempler på undertrykkende klædedragt, som man bør overveje: • Slips. Dette torturinstrument er en videreudvikling af pibekraven fra 1500-tallets borgerdragter. Det bliver garanteret ikke båret af lyst, men er et bevis på os stakkels mænd underkastelse under sociale og historiske normer. • Kjoler. Gennem århundreder er kvindekønnet blev iført denne undertrykkende beklædningsgenstand, hvis inderste formål er at forhindre fysiks udfoldelse – og sikre nem adgang for handyrene. Den må væk!!! • Øreringe. En rituel lemlæstelse af kvinder, som hænger sammen med et barbarisk overgangsrite. • Bare tæer i sandaler. Halvdelen af verdens befolkning må underkaste sig denne skik, som skyldes et matriarkalsk pres på stakkels uskyldige mænd. • Tøj. På grund af puritanske og religiøse traditioner går folk ikke nøgne selvom det er varmt. Forbyd tøj, når temperaturen er over 20 grader. Find selv på flere – det er væsentligt at huske at det er en væsentlig dansk værdi, at staten bestemmer, hvilken klædedragt man skal have på. Når der ikke er flere forbud skyldes det fantasiløshed – og de kulturradikale halal-socialister, som også der må påtage sig ansvaret. Tak til de konservative for i det mindste at fremsætte et forslag, der er så absurd, at det er sjovt. Efter regimets natlige terroroverfald flygtningene i Brorsons Kirke er det rart med et godt grin!! http://www.ffd.dk/weblogs/det-er-jo-bare-min-mening!/2009/8/19/forbyd-al-paaklaedning-i-varmen!! Asser Amdisen burka, espersen, brorsons Mon, 09 Nov 2009 11:06:34 GMT http://www.ffd.dk/28006 Regeringen og Dansk arbejdsgiverforening vil tvinge de unge op af sofaen med gulerod og stok. Guleroden er mere vejledning og stokken er beskæring af børnepenge mm. Om det virker på de 15-17årige ved jeg ikke, men det er sikkert, at de 19-25 årige, der allerede er tabt, næppe vil have gavn af de initiativer, og det lyder for mine øre dyrt at tabe 10.000 mennesker på gulvet. Disse unge, der intet laver, skal ikke hjælpes med vejledning og trusler. Vejledningen skal de have, men det er ikke nok – de ved godt hvilke muligheder de har – de ved bare ikke, hvordan og hvorfor de skal gribe ud efter dem. Deres væsentligste problem er, at de ikke tror på egne evner og tit føler, at det er nemmere at give op end at bide sig fast. Det betyder, at de undlader at påbegynde projekter, uddannelser og karriereinitiativer, som kunne få deres liv i gang. På Ryslinge Højskole gør vi noget ved det. Gennem undervisning i projektledelse og selvledelse, samt gennem intensiv, individuel coaching af de enkelte elever, kan vi give dem redskaberne til at gøre noget færdig. Gennem sang, kunst, udflugter og fællesskab kan vi skabe selvværd, så de synes, at de har noget at byde på i forhold til resten af verden. Vigtigst er dog, at når de er hos os, hjælper vi dem til at færdiggøre et projekt – vi giver dem en succes. Det er nøglen til at komme videre – de skal kunne noget, ville noget, og turde tro på sig selv – så skal de nok komme i gang. Vi bor i et land, der har skabt højskolen, som er perfekt til at give unge selvværd og fællesskab. Dette er noget helt specielt dansk. Ganske vis skal man betale for sit ophold, men hvor eller i verden kan man få en start på livet og en ny fremtid for kun kr. 25.000. Højskolen skaber aktive mennesker, der tager kontrollen over eget liv og skæbne. Der er ingen grund til at tabe de 19-25 årige, som efter min mening sagtens kan reddes. Løsningen på deres problemer kan være et højskoleophold, hvor de bliver skubbet i gang og op af sofaen. Højskolen er hverken støvet eller kedelig – den er begyndelsen på et nyt liv. http://www.ffd.dk/weblogs/det-er-jo-bare-min-mening!/2009/9/27/vi-kan-faa-de-unge-op-af-sofaen Asser Amdisen ungdomssløvsind, arbejdsmarked Mon, 09 Nov 2009 11:06:34 GMT http://www.ffd.dk/28303 Nu vil jeg også blogge! Alle mener noget om alting og her på sitet mener man meget om højskolen. Det jo sådan set logisk nok, men hvis blog-miljøet virkeligt skal blive til noget, så er det afgørende, at vi blogger ikke om os selv, men om resten af verden. Det er glimrende med højskoledebat, men resten af verden venter. Danmark er i krig, masser af mennesker går ned med stress, krisen kradser. Højskolens eksistensberettigelse ligger i, at vi kan se på verden, tale om verden i vores eget lukkede rum og derfor på længere sigt forandre verden, når vi til sidst bevæger os tilbage til verden. Kold mente, at når bønderkarlene var færdige med at være hos ham, vendte de tilbage til deres liv, men ikke på samme måde. Sådan er det også i dag. Eleverne kommer til os vi taler om verden, livet og sandheden og håber, at de går tilbage ud i verden som mere hele og mere aktive mennesker, så de gør deres eget liv – og verden – bedre. Denne blog handler derfor ikke om højskolen. Den handler om livet, politikken, verden, sandheden og det, jeg synes, er vigtigt i livet. Den er ikke Ryslinge Høj- og Efterskoles blog – det er min blog, hvor jeg skriver, hvad jeg synes og siger, hvad jeg mener. Asser Amdisen http://www.ffd.dk/weblogs/det-er-jo-bare-min-mening!/2009/4/19/nu-vil-jeg-ogsaa-blogge! Asser Amdisen asser, ryslinge Mon, 09 Nov 2009 11:06:33 GMT http://www.ffd.dk/26990 I lørdags var jeg til gymnastikopvisning. Bellingegymnasterne holdt deres årlige lokalopvisning, hvor både eliteholdet med dets badutspringere og minierne med rottehaler i håret har deres plads. Min personlige interesse i forestillingen var en drønspændt seksårig med lyse krøller og strutskørt. Spændingsniveauet og forventningerne var skruet noget op ved udsigten til et mesterstykke af smidighed og balancekunst fra familiens yngste – hun leverede skam også varen (det gør hun altid), men alligevel var det med en ubehagelig smag i munden, at jeg forlod opvisningen. Enhver normal gymnastikopvisning starter med indmarchen. Helt tilbage i skytte- og gymnastikbevægelsens rødder var det en semi-militær øvelse, hvor bønderkarlene i stram march demonstrerede taktfasthed og disciplin, som skulle få diktatoren Estrup til at ryste for Venstres bondehær. Ud over det særlige syn det altid er at se fireårige børn i militærmarch var det dog denne gang en helt særlig oplevelse. Normalt foregår indmarchen til festlige toner som ”Nu kommer jens med fanen” eller lignende. I år var festen blevet til en parade og tonerne mindede mere om introen til X-faktor eller Vild med dans. Efter at faner og børn på denne måde kækt var transporteret ind i manegen blev fanerne sænket og pludseligt gjaldede en musicalsopran med ”Der er et yndigt land”. Højt, tårevædet og med hele det nationale følelsesregister i spil – og det var der jeg fik en dårlig smag i munden! Jeg fik en fornemmelse af, at jeg var midt i et betydningsskred, som både var voldsomt og ubehageligt. Indmarchen og fanerne, nationalsangen og gymnastikken var alle sammen dele af et ritual, som historisk har sin baggrund i noget militært, men som gennem 150 års opblødning var blevet en historisk ramme om det folkelige idrætsliv. I stedet fik den kvalmesentimentale version af nationalsangen mig til at tænke på Pia Kjærsgårds fascistoide nationalisme, på den langsomme undergravelse af borgerrettigheder under henvisning til forsvar for demokratiet, og danske soldater, der under påskud at skabe fred, fører krig i fremmede egne. Jeg følte, at det ritual som var en del af min opvækst og min baggrund var blevet taget som gidsel i en ny nationalisme, som i bedste fald er en dårlig kopi af en amerikansk nationalisme. Folk bøjede hovederne og lignede mere en gruppe i bøn end en gruppe i fællesskab. En bøn til Danmark! Mit Danmark er ikke et, man beder til. Det er ikke en sentimental solo, men en fællessang. Det er ikke faner der bøjes for nationen, men flag der vejrer i vinden over en fest. Fornemmelsen af, at der er nogen, der har perverteret min danskhed er jeg efterhånden vant til, men her så jeg min datter i midten af det. Jeg så hende på den dag, som hun havde set frem til. Hun havde øvet sig og glædet sig. Det var en dag hun ville huske både med hjerne og med følelserne. Nu skal hun nok klare sig – hun fik et par timers lektion i alternative nationalitetsbegreber, men det er lidt skræmmende når guddommeliggørelsen af Fædrelandet på den måde bliver til en del af opdragelsen af vore børn. Jeg glæder mig over, at min datter nu er ved at forlade den gymnastikforening – så må vi håbe, at vi kan finde en anden forening, der ved, at nationalsangen er en fællessang. http://www.ffd.dk/weblogs/det-er-jo-bare-min-mening!/2009/4/19/der-er-et-yndigt-land Asser Amdisen nationalisme, dannebrog, børn Mon, 09 Nov 2009 11:06:33 GMT http://www.ffd.dk/26996